Fra TEE til ”Sølvpilen”

MAN-Motorvognenes historie 1957 – 1990

Index | DB VT 11.5 (BR 601 & 602) & DSB MA (Fotos) | Webmaster

Indledning

I midten af halvtredserne havde flere europæiske jernbaneforvaltninger belsluttet at tilbyde et eksklusivt togprodukt i konkurrence til ruteflyvningen og bilen. Produktet bar navnet Trans Europ Express (TEE) og førte kun 1. klasse. Man kunne dog ikke blive enige om fælles materielanskaffelse. For eksempel blev der i 1957 leveret 19 dieselhydrauliske motorvogne til de Tyske Forbundsbaner (DB) fra MAN. De hollandske og svejtsiske jernbaner blev enige om en fælles anskaffelse af dieselelektriske motortog. De fem motorvogne havde hollandske frotnpartier ligesom mange andre motorvogne fra samme tidsrum, de såkaldte ”hundehoveder” (på hollandsk ”Hundekoppen”), men ellers så de svejtsisk ud. Medens at de andre TEE-lande ikke kunne bruge VT 11.5, blev de overtaget af de Danske Statsbaner (DSB) og blev indsat i de såkaldte lyntog.

DB´s VT 11.5

Indtil efteråret 1957 blev 19 motorvogne, VT 11.5, leveret til DB og indsat i TEE-tog først og fremmest på tyske strækninger men også til Schweiz. Vognkasserne blev bygget i aluminium for at reducere vægten. Hver motorvogn rådede over en 12-cylindret motor, Maybach type MD650, med en ydelse på 1100 HK. Togene blev sammensat af to motorvogne og syv mellemvogne, det vil sige at ydelsen var den samme som de vellykkede dieselhydrauliske lokomotiver, V200, der var udstyret med to dieselmotorer hver. V200 blev leveret i samme tidsrum som VT 11.5 og begge typer blev meget populære blandt befolkningen

 

V200 og VT 11.5 var godkendt til en maksimal hastighed på 140 km/t og det var nok i de første ti år. Udover de to motorvogne rådede hver to over en restaurantvogn, en barvogn, to kupévogne og to storrumsvogne. Motorvognene blev tildelt numrene 5001 – 5019 og det havde de indtil 1968.  

DSB´s MA

I 1963 blev der leveret fem lignende motorvogne som VT 11.5 til DSB, hvor de blev betegnet som type MA og bar numrene 460 – 464. Motorerne var de samme som VT 11.5 men var godkendt til en hastighed på 160 km/t, hvilket de dog aldrig kom op på i planmæssig trafik. Kun under prøvekørsler var de kommet op på 160 km/t og kom sågar op på 180 km/t. De nye motorvogne afløste de gamle dieselelektriske motortog fra tredverne, type MB og MS.

Det handlede om togparrene ”Limfjorden” og ”Nordjyden” mellem København og Frederikshavn/Struer, hvor de i Langaa blev delt og samlet. Et tog mellem København og Langaa bestod af to motorvogne, to kupévogne (1. klasse), en restaurantvogn, en storrumsvogn og to styrevogne som ellers var identiske med storrumsvognene. Styrevognene var nødvendige på grund af delstrækningerne mellem Langaa og Frederikshavn og Struer.  

 

Men også i færgehavnene i Korsør og Nyborg var styrevognene nødvendige ved ombord- og ilandsætning af færgerne på Storebælt. De fem nyeste færger, ”Fyn” fra 1947, ”Dronning Ingrid” fra 1951, ”Prinsesse Benedikte” fra 1959, ”Knudshoved” fra 1961 og ”Sprogø” fra 1962, kunne overføre MA-motortogene uden problemer. Med de ældre førkrigsfærger kunne der være problemer som ikke skal nævnes her.

 

Tre år senere blev der leveret yderlige seks motorvogne til DSB og de bar numrene 465 – 470. Yderlige to togpar ”Kongeaaen” og Sydvestjyden” mellem København og Sønderborg og Struer over Esbjerg blev kørt af MA-motortog, hvor de i Kolding eller Fredericia blev delt og samlet. Med den anden levering til DSB i 1966 var 30 motorvogne blevet bygget, 19 stk. VT 11.5 og 11 stk. MA. Ved begge baneforvaltninger satsede man derefter på lokomotivtrukne TEE-tog og lyntog.

 

I Danmark blev de lokomotivtrukne lyntog kaldt for ”sorte lyntog” som går tilbage til tredverne på de af damplokomotiver trukne lyntog der blev indsat som supplerende tog på store rejsedage op til jul, påske og pinse. I tredserne blev de ”sorte lyntog” naturligvis ikke mere trukket af damplokomotiver, men fra de berømte dieselektriske NoHAB-lokomotiver type MX, MY (MV) og MZ som alle var udstyret med en to-takts dieselmotorer fra GM-EMD. I Tyskland blev det første E03 (BR103) leveret i 1965 og det handlede om et el-lokomotiv som kunne nå en maksimalhastighed på 200 km/t og bar de bordeauxrøde/beige TEE-farver

Intercity og Gasturbine

I 1969 blev det nye Intercity-koncept indført ved DB, hvor togene kun førte 1. klasse ligesom TEE. Allerede i 1968 ved indførelsen af UIC-nummereringen af lokomotiver og motorvogne, blev VT 11.5 ændret til VT 601 og bar derefter numrene 001 – 019 med tilsvarende kontrolcifre. Ved indførelsen af Intercity blev maksimalhastigheden for VT 601 sat op fra 140 km/t til 160 km/t. Samtidigt kunne motortogene medføre indtil ni mellemvogne så grænsen for ydelsen var overskredet. Da enkelte motorvogne stod foran en revision besluttede DB at de pågældende motorvogne skulle ombygges til gasturbinedrift.

 

Fire motorvogne blev ombygget og de blev ændret fra VT 601 til VT 602. Klöckner-Humboldt-Deutz havde bygget gasturbinemotorerne i licens af AVCO-Lycoming og bar typebetegnelsen Lycoming TF 35 med en ydelse på 2200 HK. Udover indbygningen af gasturbinen blev udstødningen og ventilationsanlægget ændret. Ombygningen blev udført i 1971-72 hvorefter prøvekørslerne kunne påbegyndes. Under prøvekørslerne blev en maksimalhastighed på 200 km/t opnået. VT 601 havde 6 køretrin, medens VT 602 havde 63 køretrin. VT 601 og VT 602 blev indrettet således at de kunne fjernstyres fra hinanden. Derfor blev maksimalhastigheden begrænset til 160 km/t da de skulle indsættes i blandede løb; VT 601 – mellemvogne – VT 602.

 

Allerede i 19790 blev alle VT 602 udrangeret da Intercity-togene fremover også skulle føre 2. klasse. Efter oliekrisen i 1973/74 viste gasturbinedrift sig at være uøkonomisk. Nytårsaftensdag den 31. december 1978 udbrød der brand i et diesellokomotiv med gasturbine. Brandårsagen lå måske deri at Europa var hjemsøgt af snestorme med meget lave temperaturer. Det nævnte lokomotive var en BR 210 som blev bygget i otte stk. og blev omkring 1980 ombygget til ren dieseldrift og havde derefter typebetegnelsen 218.9.   

 

Imellemtiden var alle „sorte lyntog“ i Danmark blevet erstattet af Intercity-tog og det skete den 26. maj 1974. I midten af halvfjerdserne blev alle restaurantvognene ombygget til kioskvogne efter at DSB havde opsagt kontrakten med Waggon Litzt i 1973. Ved indførelsen af Intercity-togene blev lyntogene kun kørt af MA-motorvogne. Siden 1971 blev de danske lokomotiver og rejsetogsvogne malet rød. Kun lyntogene var hidtil malet rød siden 1935, sammen med de nye S-togsvogne (2. generation), der var leveret siden 1967

Sølvpile og udrangering

I 1984 blev lyntogene malet sølvgrå for at kunne udskille sig fra de øvrige tog. Lyntogene blev derefter nævnt ”Sølvpilen”. Sådan kørte MA-motorvognene indtil udrangeringen i februar 1990. Den sidste tur fandt sted den 26. januar 1990 og nogle uger senere blev et halvtog overtaget af jernbanemuseet og de øvrige tog solgtes til Polen

 

Efter at Intercity-togene i Tyskland også førte 2. klasse siden 1979, blev VT 601 indsat i charterrejsetog, hvor de kørte indtil udrangeringen i 1987/88. Enkelte motorvogne og mellemvogne er derefter blevet solgt til Italien. I modsætning til de MA-tog som blev solgt til Polen, kører de til Italien solgte tog stadig. De tog som blev solgt til Polen er ophugget.